Allerede lørdagen før min fødselsdag (d. 3. september), mens vi stadig var i Vermont, fik jeg min 'gave' fra familien: en middag med Jessie på The Prince and the Pauper, som er en af de finere restauranter i byen. Det var enormt hyggeligt, og vi fik en rigtig lækker middag! Jessie startede ud med en salat, mens jeg foretrak noget lidt federe og fik dybstegte blæksprutter m. chilisauce - NAM! Derefter fik jeg et stykke and, som var 'perfectly cooked' med hindbærsauce og ovnbagte rodfrugter - rigtig lækkert! Jeg kan ikke lige huske, hvad Jessie fik.... Men hun spiste det hele, så det må have smagt godt ;-)
Dagen efter (søndag) kørte Jessie og jeg så mod Boston med alle børnene (jeg var SÅ spændt! Og så er en 2½ timers køretur altså bare laaaaaaaaaaang). Vi ankom ved 18-tiden og tog direkte ud at spise, da vi (naturligvis) ingenting havde i køleskabet efter 2-3 måneder i Vermont. Vi spiste på en italiensk resaturant, Bertucci's, hvor børnene - udover farveblyanter og opgaver - hver fik en lille klump dej at lege med. Sød detalje :-) Et par dage efter kom moren også hjem fra Vermont. Og om torsdagen startede de to ældste børn (Matthew (9) & Tatum (7)) så i skole igen. De skulle begge med skolebussen kl. 7.45, og jeg må sige, det var noget af en oplevelse endelig at se sådan en i virkeligheden! :-))
Fredag tog moren så mod Vermont igen (vi har et lade-projekt kørende deroppe, som der løbende skal holdes øje med), og jeg havde så de tre yngste børn (Tamsin (5), Millie (3) & Coco (3)) herhjemme alene, indtil faren kom hjem. Egentlig skulle han have været hjemme til at kunne tage imod de to ældste, da de steg af bussen 15.45, men grundet aflyste fly endte han med først at være hjemme hen mod aften, hvor vi så bestilte sushi - MMMMMMH :-) Efter alle børnene var blevet læst for og puttet i seng, smuttede jeg så op til the Atrium Mall, hvor jeg spiste på the Cheesecake Factory med Ashleigh (UK) og Janika (Tyskland), to andre au pairs, som også er i mit 'cluster'. Husk endelig på disse navne, for de to tøser er blevet nogle af mine tætteste veninder herovre, og de vil blive nævnt i MANGE sammenhænge!
Så kom dagen... Og ingen sagde noget :-( Jeg troede, alle havde glemt det, indtil moren ringede hjem for at ønske mig tillykke, mens faren var ude at hente den ældste pige, som havde sovet hos en veninde. Han havde taget alle de andre piger med, så jeg var alene hjemme med drengen, som sad udenfor og læste. Pludselig kaldte han på mig, og jeg må indrømme, at jeg var en smule nervøs, da jeg stadig var ny i huset, og jeg ikke vidste, om der var sket noget. Men da jeg åbnede fordøren stod faren med alle børnene omkring sig og med en stor buket, smukke blomster! Og så begyndte de at synge: "Happy birthday to you, happy birthday to you....", og sentimental som jeg jo er, kunne jeg da ikke holde de par tårer tilbage, som bare ville ud! Det var en skøn overraskelse :-)
Lørdag eftermiddag mødtes jeg så med min rejsepartner, Else Marie, inde i Boston, hvor vi gik lidt rundt i den offentlige park og snakkede og snakkede og snakkede - da vi jo ikke havde set hinanden i næsten en måned! Derefter fandt vi en populær restaurant i Chinatown, hvor vi forsøgte os med spisepinde, men det endte med at hele bordet ved siden af os sad og grinede og pegede fingre, mens de indimellem forsøgte at hjælpe os (på kinesisk...). Pinligt! ;-) Men det var sjovt! Og så hev Else Marie da også lige en gave frem fra dybet i sin taske. Så var det da også bare ligemeget, om vi ikke kunne finde ud af at spise med de underlige pinde!
Om søndagen, efter moren var kommet hjem fra Vermont igen, fejrede vi så min fødselsdag med kage, kort og mere sang. De havde købt en lækker chokolade- og vaniljekage fra Rosie's - det bedste kagebageri i Boston! Synes de i hvert fald.. Det er den eneste kage, jeg har smagt indtil videre (udover cheesecake), men jeg kan kun give dem ret i, at den er god! Vi havde pyntet bordet med dansk fødselsdagskonfetti, som jeg havde fået med fra Lone, Morten & Christina, så jeg følte virkelig, at det var min fødselsdag! Tak allesammen :-)
Else Marie og jeg i Boston Common (den offentlige park). Tak for en skøn dag :-)
Kagen fra familien (læg gerne mærke til flagene i baggrunden!)
Blomsterne fra familien (med liljer, min yndlingsblomst!)
Det var alt for denne gang :-)
Men der kommer snart mere, bare rolig. Kram herfra!
Men der kommer snart mere, bare rolig. Kram herfra!
