Mit efterår i staterne

Så er det vist også ved at være på tide, at jeg får jer indviet lidt i mit liv igen.. De sidste par måneder har været travle, interessante, begivenhedsrige og enormt skønne! Og det her er så min mulighed for at dele bare en smule af mine oplevelser med alle jer :-)

Da vi nu nærmer os en tætpakket højtidssæson med Thanksgiving, jul og nytår, vil jeg gerne have afsluttet resten af efteråret, så jeg rigtigt kan få lov til at dele disse helt specielle kommende minder med jer uden at have noget uafsluttet hængende om halsen. Derfor bliver dette indlæg en opsummereing af mine sidste par måneder i og omkring Boston, og hvert afsnit bliver derfor også en smule udetaljeret i forhold til, hvordan mine uger egentlig forløb ;-) Jeg håber dog stadig, at det er noget ved at læse det! Enjoy...


Uge 37:
I denne uge fik jeg stemt på det danske konsulat i Boston under en familietur ind til Boston for at besøge Oma (mormor'en), lavede pandekager til morgenmad for første gang herovre, sendte de yngste piger afsted i skole (tvillingerne for første gang nogensinde!) og var på en rundtur på Harvard Campus med en hel gruppe andre au pairs (inkl. Else Marie, en af mine roommates fra orientation samt Ashleigh & Janika, som jeg også var ude at spise med aftenen inden min fødselsdag) og hold da op, hvor er det stort! Og dyrt.. og fantastisk :-)) Vi fandt ud af en masse spændende ting og fik taget en masse - mere eller mindre - gode billeder. Efter rundturen med vores (højst sandsynligt) ikke heteroseksuelle guide, tog jeg og en flok andre piger ud at spise sammen, hvor vi endte op på en lille, hyggelig pub med GOD mad på Tremont Street.

Her står vi alle og lytter til guiden fortælle om en masse, dyre ting, der er blevet bygget på Harvard.... I forgrunden ser vi: i den hvide habitjakke; Malessa (roommate fra orientation) og med Starbucks-koppen; Ashleigh (en af mine nu nærmeste veninder herovre)

Ude af spise med tøserne; (fra venstre) Else Marie (DK), Camilla (DK), Mafaye (Sverige), Samantha (Canada) & Martina (Østrig, tror jeg nok.. Eller måske er det Tyskland? Hmm... Jeg skulle vist have undersøgt dette bedre, inden jeg begyndte at skrive nationaliteter på!)

Uge 38:
I denne uge tog jeg ind til Boston Library med Janika, deltog i en forelæsning på Harvard (en familieven, som overnattede her, inviterede mig med - very cool, indeed!), spiste fredags-cheesecake på the Cheesecake Factory (en aftale, jeg snart skulle lære blev en ugentlig tradition!) samt tog en smuttur ind til Boston med Else Marie for at mødes op med Jessie og tage på en såkaldt Boston Duck Tour, som Jessie havde inviteret os med på et par uger tidligere - alt i alt en supergod uge!



Janika med hovedindgangen til Boston Public Library i baggrunden



Else Marie og jeg (iført usynlighedskappe) i North End, hvor vi skulle mødes op med Jessie

Else Marie, Jessie og jeg i båden på Duck Tour'en

Else Marie og jeg med vores DUCKtor - get it??

Jessie og Else Marie foran den italienske restaurant, hvor vi spiste middag den aften (Jessies favorit!)

Uge 39:
I denne uge startede jeg mit online kursus, som varer 19 uger (indtil 6. februar), og som er en del af mit program herovre. Derudover overnattede Jessie her også en enkelt nat, da Karen skulle op til huset i Vermont og sikre sig, at alt gik som planlagt med den lade, de er ved at bygge deroppe. Det var en superhyggelig 'sleepover'! Og om søndagen var vi så til september clustermøde (månedligt møde med den gruppe au pairs, som bor i mit område), som bestod af en Apple Picking med værtsfamilier - det var rigtig hyggeligt at få mulighed for at møde alle mine nye veninders familier. Jeg selv fulgtes med min værtsfar, Matthew (9) og Tamsin (5). Vi købte græskar med hjem til alle!

Uge 40:
I denne uge fik vi fejret Ashleigh's 22-års fødselsdag på.... The Cheesecake Factory! Et surpriseparty sat i gang af Janika og jeg, hvor det lykkedes os at skaffe én ekstra gæst! Deruodver glemte vi også lige at invitere fødselsdagsbarnet indtil bogstaveligt talt en halv time før, vi skulle mødes! Upsi... Derudover overnattede Jessie igen et par nætter, da Karen tog til NYC for at fejre hendes og Garys bryllupsdag. Og fredag eftermiddag kørte jeg så ALENE (eller, grandma var også med...) hele vejen til Vermont for første gang nogensinde! Fed oplevelse :-) Og da vi så ankom til huset og havde fået installeret os på de rigtige værelser og havde fået tændt de elektriske varmetæpper, tog vi ud at spise sammen og havde en smadderhyggelig aften! Og så brugte vi ellers hele Columbus Day Weekend i huset i Vermont sammen med hele familien (resten ankom senere samme aften).

Alle os tøser i vores lille fødselsdags-bås på the Cheesecake Factory! Skøn aften :-))

Ashleigh med hendes fødselsdagsgave - en ballon fra os, som hun så fik lov til at slæbe hele vejen hjem i toget!

Uge 41:
I denne uge blev jeg lidt småsyg, men jeg valgte at ignorere det lørdag aften, da jeg var inviteret til en housewarming hos en af Janikas venner. Vi havde en superskøn aften, men dagen efter var jeg desværre for syg til at kunne deltage i månedens clustermøde hos Heike (vores kontaktperson, som det hedder..). Heldigvis gik jeg vist ikke glip af det helt store udover en masse desserter fra hele kloden og en smule seriøs snak om børneopdragelse! Ikke en af de bedste uger.. Men alt er jo relativt :-)

Uge 42:
I løbet af selve ugen oplevede jeg ikke det store, men jeg kunne heller ikke vente til det blev weekend, så det gjorde ikke så meget! I weekenden ville Else Marie nemlig komme for at overnatte fra lørdag til søndag! Deruodver - da jeg havde lovet at blive i huset, efter børnene var lagt i seng - holdt jeg også en tøsemiddag for mine tætteste veninder herovre; Candice (Sydafrika), Janika (Tyskland), Else Marie (DK) og Ashleigh (England). Skidehyggelig aften, som varede indtil 1.30 om natten! OG næste dag mødtes vi så alle op igen ved New England Aquarium i Boston, hvor vi alle var blevet inviteret på Whale Watching af Candice. Så vi tog glade og friske afsted på på en 4-timers sejltur for at få spottet nogle hvaler..... Desværre så vi så bare ikke en eneste! Vi mødte dog et dansk par fra Sønderborg om bord på båden, så lidt fik vi da ud af det! Plus, vi fik nogle erstatningsbilletter, som varer helt til og med maj 2012, så vi skal nok få lov til at se hvaler på et tidspunkt!

Det var meget vindigt ude på åbent hav! Især hvis man slog håret ud og stilte sig med nakken i modvind...

Nogle valgte så også bare at slå hætten godt op om ørerne!

Igen, fra venstre; Ash (Ashleigh fra England), Jani (Janika fra Tyskland), Su (Susana fra Costa Rica), Candice (fra Sydafrika) og Else Marie (fra gode gamle Danmark!)

 Uge 43:
Så blev det endelig Halloween! Lørdag aften inviterede Janika mig og Ash med til en privat halloweenfest i Cambridge, som vi selvfølgelig tog med til - og blev der til kl. 3.30.. Hold da op, hvor var jeg godt smadret dagen efter! Men vi oplevede en masse sjove ting der, som jeg aldrig vil glemme :-) Søndag tog vi så til Salem, som er kendt for the Salem Witch Trials (Heksejagten i Salem), og da det jo var søndagen op til Halloween, var byen gået helt amok med udklædninger, udstillinger og hvad der ellers bød sig i sådan en skræmmende tid! Og mandag aften, var vi selvfølgelig ude at gå 'Trick or Treating', som det jo byder sig, når man er i USA! Vi klædte os alle ud som SUSHI(!); Jessie og hendes kæreste var spisepinde, min værtsmor, værtsfar og jeg var alle tre stykker sushi med henholdsvis ål, tun og laks klistret på rygger, drengen var sushikok, den ældste pige en agurkerulle (hendes yndlingssushi), den 5-årige pige var soya (G-E-N-I-A-L-T, siger jeg bare!) og tvillingerne var ingefær og wasabi.. Det var helt fantastisk. Og vi vandt da også en pris for bedste udklædning!

Klædt ud og klar til at feste! (fra venstre; Janika som heks, mig som vampyr og Ashleigh som djævel)

YAY!

Janika fandt sig lidt mundgodt.... 10hi f9s!

Mig med den græskarlanterne, som Ash stjal til mig fra festen!

Walking the streets of Salem!

Spoooooooky ;-))

Living the American dream... Perfekt, amerikansk vejbillede på vejen til Salem.

Nå, det må også være alt for i dag! Klokken er jo allerede mange herovre  - og jeg skal snart op! I morgen kommer der en efterfølger til dette oplæg indeholdende Sophies skønne besøg herovre, en fodboldkamp, et laserspil, en frisørtid samt en biograftur.. Ja, man kan vist godt sige, jeg lever livet falrigt!

Godnat derude (eller godmorgen....) og glædelig tirsdag før Thanksgiving :-)

Kram herfra

Jeg fylder 19 - i USA!

Så begyndte dagen at nærme sig for den STORE begivenhed - nemlig min 19-års fødselsdag!

Allerede lørdagen før min fødselsdag (d. 3. september), mens vi stadig var i Vermont, fik jeg min 'gave' fra familien: en middag med Jessie på The Prince and the Pauper, som er en af de finere restauranter i byen. Det var enormt hyggeligt, og vi fik en rigtig lækker middag! Jessie startede ud med en salat, mens jeg foretrak noget lidt federe og fik dybstegte blæksprutter m. chilisauce - NAM! Derefter fik jeg et stykke and, som var 'perfectly cooked' med hindbærsauce og ovnbagte rodfrugter - rigtig lækkert! Jeg kan ikke lige huske, hvad Jessie fik.... Men hun spiste det hele, så det må have smagt godt ;-)

Dagen efter (søndag) kørte Jessie og jeg så mod Boston med alle børnene (jeg var SÅ spændt! Og så er en 2½ timers køretur altså bare laaaaaaaaaaang). Vi ankom ved 18-tiden og tog direkte ud at spise, da vi (naturligvis) ingenting havde i køleskabet efter 2-3 måneder i Vermont. Vi spiste på en italiensk resaturant, Bertucci's, hvor børnene - udover farveblyanter og opgaver - hver fik en lille klump dej at lege med. Sød detalje :-) Et par dage efter kom moren også hjem fra Vermont. Og om torsdagen startede de to ældste børn (Matthew (9) & Tatum (7)) så i skole igen. De skulle begge med skolebussen kl. 7.45, og jeg må sige, det var noget af en oplevelse endelig at se sådan en i virkeligheden! :-))

Fredag tog moren så mod Vermont igen (vi har et lade-projekt kørende deroppe, som der løbende skal holdes øje med), og jeg havde så de tre yngste børn (Tamsin (5), Millie (3) & Coco (3)) herhjemme alene, indtil faren kom hjem. Egentlig skulle han have været hjemme til at kunne tage imod de to ældste, da de steg af bussen 15.45, men grundet aflyste fly endte han med først at være hjemme hen mod aften, hvor vi så bestilte sushi - MMMMMMH :-) Efter alle børnene var blevet læst for og puttet i seng, smuttede jeg så op til the Atrium Mall, hvor jeg spiste på the Cheesecake Factory med Ashleigh (UK) og Janika (Tyskland), to andre au pairs, som også er i mit 'cluster'. Husk endelig på disse navne, for de to tøser er blevet nogle af mine tætteste veninder herovre, og de vil blive nævnt i MANGE sammenhænge!

Så kom dagen... Og ingen sagde noget :-( Jeg troede, alle havde glemt det, indtil moren ringede hjem for at ønske mig tillykke, mens faren var ude at hente den ældste pige, som havde sovet hos en veninde. Han havde taget alle de andre piger med, så jeg var alene hjemme med drengen, som sad udenfor og læste. Pludselig kaldte han på mig, og jeg må indrømme, at jeg var en smule nervøs, da jeg stadig var ny i huset, og jeg ikke vidste, om der var sket noget. Men da jeg åbnede fordøren stod faren med alle børnene omkring sig og med en stor buket, smukke blomster! Og så begyndte de at synge: "Happy birthday to you, happy birthday to you....", og sentimental som jeg jo er, kunne jeg da ikke holde de par tårer tilbage, som bare ville ud! Det var en skøn overraskelse :-)

Lørdag eftermiddag mødtes jeg så med min rejsepartner, Else Marie, inde i Boston, hvor vi gik lidt rundt i den offentlige park og snakkede og snakkede og snakkede - da vi jo ikke havde set hinanden i næsten en måned! Derefter fandt vi en populær restaurant i Chinatown, hvor vi forsøgte os med spisepinde, men det endte med at hele bordet ved siden af os sad og grinede og pegede fingre, mens de indimellem forsøgte at hjælpe os (på kinesisk...). Pinligt! ;-) Men det var sjovt! Og så hev Else Marie da også lige en gave frem fra dybet i sin taske. Så var det da også bare ligemeget, om vi ikke kunne finde ud af at spise med de underlige pinde!

Om søndagen, efter moren var kommet hjem fra Vermont igen, fejrede vi så min fødselsdag med kage, kort og mere sang. De havde købt en lækker chokolade- og vaniljekage fra Rosie's - det bedste kagebageri i Boston! Synes de i hvert fald.. Det er den eneste kage, jeg har smagt indtil videre (udover cheesecake), men jeg kan kun give dem ret i, at den er god! Vi havde pyntet bordet med dansk fødselsdagskonfetti, som jeg havde fået med fra Lone, Morten & Christina, så jeg følte virkelig, at det var min fødselsdag! Tak allesammen :-)

Else Marie og jeg i Boston Common (den offentlige park). Tak for en skøn dag :-)

Kagen fra familien (læg gerne mærke til flagene i baggrunden!)

Blomsterne fra familien (med liljer, min yndlingsblomst!)

Det var alt for denne gang :-)

Men der kommer snart mere, bare rolig. Kram herfra!

Hurricane Irene

Nå, men som jeg jo vist nok kom til at love alle sidste gang, jeg skrev et indlæg, kommer her et indlæg om oplevelsen af at være midt i en orkan..

I dagene op til orkanens ankomst gjorde vi os alle klar til at skulle tilbringe en hel dag indendøre med regnvejr og vindstød på op til 80 MpH (ca. 130 km/t); der blev købt mad ind en masse, da vindstødene muligvis kunne vælte træer, der ville blokere vejen ind til Farmer's Market, borde, stole, blomsterkasser m.m blev fjernet fra terrassen, vinduerne blev boltet og dørene ligeså. Og så var vi ellers klar til Hurricane Irene.

Dagen forløb uden problemer, vi stod op og klædte os komfortabelt på (vi skulle jo sidde inde hele dagen) og spiste morgemad som sædvanligt. Og det regnede. Og regnede og regnede og regnede. Vinden mærkede vi ikke rigtigt noget til, før omkring midnat, hvor man kunne høre vinden, men slet ikke noget, der lignede 80 MpH.. Så vi gik jo alle rundt og tænkte, at den orkan var vi da godt nok sluppet godt fra. Nogle gange gik strømmen, men da familien har en generator, var det kun et spørgsmål om sekunder, før den slog til, så egentlig opdagede vi bare nogle få øjeblikke, hvor strømmen gik - men når man ser DVD, kan det altså også være nok! Og derudover mistede vi også fastnet og internet. Men i forhold til, hvad vi havde frygtet, syntes vi godt nok, at Vermont var sluppet heldigt fra Hurricane Irene.

Lige indtil vi hørte fra mosteren. Der var nemlig sket det, som ingen rigtig havde forudset: Vermont var blevet ramt af kæmpe oversvømmelser som følge af al regnen. Og selvfølgelig var vores lille, smukke by da heller ikke blevet sparet, da Quechee River løber lige igennem den. Men familiens hus var heldigvis ikke blevet ramt overhovedet. Det samme kunne man dog ikke sige om resten af byen; vandet i floden var blevet forurenet, da oversvømmelsen havde revet en hel trailerpark med sig, så folk havde ikke rent drikkevand. Nogle steder i Vermont, hvor vandmægderne havde havde ødelagt vejene og afskåret befolkningerne fra indkøbsmuligheder, fløj National Guard helikoptere ud med rent vand og mad. Men udover vandmangel led folk inde i byen også under mangel på elektricitet, og stort set alle butikker og hoteller blev nødt til at lukke pga. mangel på rent vand og el samt vandskader. Og den baghave, som vi få dage forinden havde siddet i og spist vandmelon, mens vi legede i floden, der løb lige bag den, var væk. Intet grønt at se - kun huset stod tilbage.

Her kommer nogle billeder fra byen (de er taget fra bilen den dag, vi forlod stedet, så kvaliteten er ikke den bedste, men forhåbentlig god nok!):

Lidt svært at se, måske, men læg mærke til hvordan alle kanterne er ødelagte.

Billedet er taget fra en stålbro, som var under vand.

Store huller ved siden af vejen på den anden side af broen. I baggrunden kan I se en skoles fodboldbaner, som alle var under vand.

Farmer's Market, hvor vi handlede ind. Parkeringspladsen er revet helt op. Bygningen er forholdsvist uskadt, bortset fra vanskader.

The Vermont Standard, den lokale avis. Læg især mærke til, hvordan hele fronten af bygningen er blevet presset fremad under presset fra vandet.

Lokal virksomhed, der ligger lige ved siden af The Vermont Standard. Læg mærke til.. Alt.

Kanten af virksomheden med floden i baggrunden.

 The White Cottage, en lille snackbar, hvor de skulle have usandsynligt gode is. Til venstre for den ødelagte bygning var der oprindeligt et grønt område med picnicborde og et stort klatretræ, som børnene plejede at klatre i. Træet bestod, men alt andet er væk.

Flodbredden.

Endnu et blik ned langs floden. Læg mærke til verandaen på huset samt alle stenene i kanten af floden, som førhen plejede at danne en mur langs med floden.

Det er skrækkeligt, hvad vand i sådanne mængder kan medføre. Og hvilke konsekvenser det kan have for så mange mennesker. Heldigvis kom vi alle her i familien uskadte gennem det, men det er ikke alle, der har været lige så heldige. Staten Vermont er dog allerede i fuld gang med at genopbygge alt det, der er blevet ramt, og jeg er sikker på, de nok skal komme ovenpå igen!

Vi ses igen næste gang! Dog til et lidt hyggeligere indlæg - min fødselsdag i USA, som blev fejret i flere etaper :-)

Sov godt derhjemme!

Knus herfra

Moedet med familien

UNDSKYLD manglen paa de sidste tre danske vokaler, men saadan er det altsaa bare, naar man skriver fra en amerikansk computer..

Men nu er det vist ved at vaere paa tide, at jeg faar blogget om mine oplevelser hidtil, og disse starter i Vermont (saa nogenlunde). Dog kommer der et saerindlaeg om orkanen paa et hidtil uvist senere tidspunkt.

Dagen foer afrejse fra hotellet faar jeg selvfoelgelig at vide, at jeg i stedet for at blive hentet paa hotellet kl. 6.30 skal staa klar ved hovedindgangen 5.30, da det ellers ville blive for sent.. Saa det gjorde jeg selvfoelgelig.

Jeg blev hentet i en laekker bil med en flink chauffoer, som lovede mig, at han i stedet for at saette mig af ved hovedafgangen til lufthavnen selvfoelgelig gerne ville koere mig hele vejen ned til den sideterminal, hvor jeg skulle med mit fly. Dog skulle han altsaa bare lige bruge mit flynummer, da der var ekstra sikkerhed ved indkoerslen til denne terminal.. Det viser sig saa (finder jeg ud af, efter at have siddet og ventet fra kl. 6 til kl. 9, hvor resten af passagererne ankom - IH TAK, Au Pair in America!) at jeg skal med et specialfly; et lillebitte fly, hvor der max kan sidde 10 personer i inkl. pilot (juhu for klaustofobi), saa jeg begyndte allerede at blive en smule nervoes foer faren ankom til ventevaerelset.

Men heldigvis fik moedet med faren mig lidt ned paa jorden igen, da han viste sig at vaere praecis lige saa flink, som jeg havde faaet indtryk af! Og for at goere det endnu bedre, fik han fikset det saaledes, at jeg kom til at sidde allerforrest sammen med piloten - spaendende! Og da vi efter en god times (larmende!) flyvetur endelig kunne ane den lillebitte lufthavn, hvor vi skulle lande, stod hele resten af familien (inkl. nanny) der selvfoelgelig og vinkede gennem hegnet. Sikke et syn! Og saa snart vi kom indenfor blev jeg overfaldet med kram og kys fra smilende boern (og voksne, heldigvis). Skoent! Jeg fik naesten ikke engang lov til at slaebe mine egne kufferter ud til bilerne, da boernene insisterede paa at goere det. Men jeg fik dog lov at hjaelpe ;-)

De 2 1/2 uger i Vermont gik superstaerkt, og vi fik tiden til at gaa med at hike op af de naerliggende, mindre bjerge, bade i en ogsaa naerliggende, stor, ren soe samt i familiens egen, plukke baer og aebler, koge marmelade, spille Settlers of Catan og meget andet. Dog stoppede de fleste af udendoersaktiviteterne rimelig brat, da Hurricane Irene valgte at rasere omraadet. Men alt det vil I hoere om naeste gang!

Sov godt derude :-)

Knus, kys og kram fra "over here"

Ankomst til US

Så landede flyet (endelig) i Newark lufthavn, hvor vi blev mødt af en supersød, smilende og frisk 67-årig kvinde (fylder 68 d. 17. september!), som hurtigt fik hevet os videre til en anden terminal, hvor vi skulle hente 3 andre au-pairs, som lige var kommet ind fra Stockholm. Udenfor stod det ned - eller som man siger herovre: 'Mother Earth is angry'.

Grundet vejret (og en 2-3 trafikuheld på strækningen mod NYC) var vores pick-up en smule forsinket, men efter en halvanden times tid, kom han da! SMED - bogstaveligt talt - vores kufferter ind bag i minivan'en og så kørte vi ellers derudad mod Stamford, Connecticut. Og det var en særdeles underholdende tur, da vores (afroamerican'ske) chauffør talte - yderst højlydt - i telefon fra start til slut. Vi fik ikke helt fanget historien, men det avr vist noget om hans 'woman', som havde kidnappet deres barn, og så ringede hun fra privat nummer, men han fik alligevel politiet til at tracke hende, og nu ville hun komme i fængsel. Eller noget lignende. Nogle gange foregik samtalen også på en form for afrikansk - som INGEN af os forstod -, men som vi nu alligevel havde det meget sjovt med!

Efter en hurtig tur rundt på hotellet for at tjekker mødelokaler, fitnessroom og POOL ud, endte vi på Amanda's værelse (en af de svenske au pairs), hvor vi nu ligger og chiller:

Jeg håber, alt går godt i Danmark.

Mange tanker, kys, kram, knus - og hvad I ellers kan finde på - herfra!

1 uge tilbage...

Så er vi nede på de sidste syv dage, før jeg rejser. Passet med visa (jep, jeg fik det!) og en lille bunke sammenskrabede US Dollars ligger på bordet, kontaklinserne til det næste år er afbestilt og kufferterne er pakkede og klar. Eller næsten. Det vil sige, kufferterne står i hvert fald klar... Til at blive pakket. Så er næste skridt bare at finde ud af, hvad der skal proppes i. Rettere sagt, hvad der ikke skal proppes i! For hvordan pakker man dog til ét helt år?!

Mens jeg prøver at finde ud af det og kæmper mig gennem de sidste af mine dvd'er, som jeg endnu ikke har fået set (pyh, hårdt arbejde!), finder jeg heldigvis også tid til at få sagt ordentligt farvel til nogle af de skønne mennesker, jeg har i mit liv - bemærk HAR, da jeg jo ikke forsvinder fra jordens overflade, men blot tager om på den anden side af jordkloden det næste år; husk lige det, når jeg står i lufthavnen og skal vinke farvel (mest henvendt til mig selv...).

Til sidst nogle rigtig gode nyheder: for det første har jeg fået mine flyinformationer, hvori der står meddelt, at jeg skal checke ind i Kastrup lufthavn søndag d. 14. august kl 6.05 (AV!) med take-off kl. 9.05 og ankomst til... Dum-da-da-dum (trommehvirvel)... NEWARK lufthavn, NY (yeah baby - direkte fly!) kl. 11.55 lokal tid (ca. 18.00 dansk tid). Men det stopper ikke her, for jeg har været en af de få heldige, der rent faktisk har fået en 'rejsepartner', som jeg skal følges med hele vejen OG som rent faktisk ikke skal bo så langt fra mig, når først vi ankommer til familierne. Så nu glæder jeg mig faktisk også rigtig meget til turen derover, som jeg ud fra de samtaler, vi allerede har haft, ikke kan forestille mig kan blive andet end superhyggelig!

Tja, det var vist dét; en lille opsummering af tankerne i mit hoved BUS (Before US). Næste gang I hører noget bliver nok fra hotellet i Connecticut, hvor orientation foregår, men jeg kan ikke love noget, da det ikke ser ud til, at der er gratis net - så nu må vi se, om jeg får råd til jer ;-)

Kærlighed til alle. Og et par tårer.

Godnat :-)

Det første indlæg

For nu lige at give jer allesammen en idé om, hvad der kommer til at foregå på denne blog, kommer her et lille intro-indlæg ;-)

Jeg har lige afsluttet handelsgymnasiet i år og rejser i august måned afsted til Boston i USA for at være au pair for en skøn familie med 5 børn i alderen 4-9 år. Jeg skal være afsted i ét år, og mine dage kommer hovedsageligt til at gå med at få denne families dagligdag til at løbe rundt, men da jeg jo ikke kommer til at arbejde hele tiden, kommer jeg helt sikkert også til at få en masse andre fede oplevelser, som jeg kan dele med jer.

Først og fremmest skal jeg lige have overstået mit besøg på ambassaden i slutningen af juli for at sikre mig, at jeg kan få et visa, så jeg kan blive lukket ind i USA. Jeg er ikke så nervøs for besøget, da jeg har hørt fra pålidelige kilder, at det ikke er så slemt, meeeen man ved jo aldrig...

Det var vist det, jeg lige kunne fotælle om i denne omgang, men der kommer nok mere efter besøget på ambassaden. Indtil da vil jeg bare nyde, at jeg har sommerferie!

Sov godt derude.