Moedet med familien

UNDSKYLD manglen paa de sidste tre danske vokaler, men saadan er det altsaa bare, naar man skriver fra en amerikansk computer..

Men nu er det vist ved at vaere paa tide, at jeg faar blogget om mine oplevelser hidtil, og disse starter i Vermont (saa nogenlunde). Dog kommer der et saerindlaeg om orkanen paa et hidtil uvist senere tidspunkt.

Dagen foer afrejse fra hotellet faar jeg selvfoelgelig at vide, at jeg i stedet for at blive hentet paa hotellet kl. 6.30 skal staa klar ved hovedindgangen 5.30, da det ellers ville blive for sent.. Saa det gjorde jeg selvfoelgelig.

Jeg blev hentet i en laekker bil med en flink chauffoer, som lovede mig, at han i stedet for at saette mig af ved hovedafgangen til lufthavnen selvfoelgelig gerne ville koere mig hele vejen ned til den sideterminal, hvor jeg skulle med mit fly. Dog skulle han altsaa bare lige bruge mit flynummer, da der var ekstra sikkerhed ved indkoerslen til denne terminal.. Det viser sig saa (finder jeg ud af, efter at have siddet og ventet fra kl. 6 til kl. 9, hvor resten af passagererne ankom - IH TAK, Au Pair in America!) at jeg skal med et specialfly; et lillebitte fly, hvor der max kan sidde 10 personer i inkl. pilot (juhu for klaustofobi), saa jeg begyndte allerede at blive en smule nervoes foer faren ankom til ventevaerelset.

Men heldigvis fik moedet med faren mig lidt ned paa jorden igen, da han viste sig at vaere praecis lige saa flink, som jeg havde faaet indtryk af! Og for at goere det endnu bedre, fik han fikset det saaledes, at jeg kom til at sidde allerforrest sammen med piloten - spaendende! Og da vi efter en god times (larmende!) flyvetur endelig kunne ane den lillebitte lufthavn, hvor vi skulle lande, stod hele resten af familien (inkl. nanny) der selvfoelgelig og vinkede gennem hegnet. Sikke et syn! Og saa snart vi kom indenfor blev jeg overfaldet med kram og kys fra smilende boern (og voksne, heldigvis). Skoent! Jeg fik naesten ikke engang lov til at slaebe mine egne kufferter ud til bilerne, da boernene insisterede paa at goere det. Men jeg fik dog lov at hjaelpe ;-)

De 2 1/2 uger i Vermont gik superstaerkt, og vi fik tiden til at gaa med at hike op af de naerliggende, mindre bjerge, bade i en ogsaa naerliggende, stor, ren soe samt i familiens egen, plukke baer og aebler, koge marmelade, spille Settlers of Catan og meget andet. Dog stoppede de fleste af udendoersaktiviteterne rimelig brat, da Hurricane Irene valgte at rasere omraadet. Men alt det vil I hoere om naeste gang!

Sov godt derude :-)

Knus, kys og kram fra "over here"