I dagene op til orkanens ankomst gjorde vi os alle klar til at skulle tilbringe en hel dag indendøre med regnvejr og vindstød på op til 80 MpH (ca. 130 km/t); der blev købt mad ind en masse, da vindstødene muligvis kunne vælte træer, der ville blokere vejen ind til Farmer's Market, borde, stole, blomsterkasser m.m blev fjernet fra terrassen, vinduerne blev boltet og dørene ligeså. Og så var vi ellers klar til Hurricane Irene.
Dagen forløb uden problemer, vi stod op og klædte os komfortabelt på (vi skulle jo sidde inde hele dagen) og spiste morgemad som sædvanligt. Og det regnede. Og regnede og regnede og regnede. Vinden mærkede vi ikke rigtigt noget til, før omkring midnat, hvor man kunne høre vinden, men slet ikke noget, der lignede 80 MpH.. Så vi gik jo alle rundt og tænkte, at den orkan var vi da godt nok sluppet godt fra. Nogle gange gik strømmen, men da familien har en generator, var det kun et spørgsmål om sekunder, før den slog til, så egentlig opdagede vi bare nogle få øjeblikke, hvor strømmen gik - men når man ser DVD, kan det altså også være nok! Og derudover mistede vi også fastnet og internet. Men i forhold til, hvad vi havde frygtet, syntes vi godt nok, at Vermont var sluppet heldigt fra Hurricane Irene.
Lige indtil vi hørte fra mosteren. Der var nemlig sket det, som ingen rigtig havde forudset: Vermont var blevet ramt af kæmpe oversvømmelser som følge af al regnen. Og selvfølgelig var vores lille, smukke by da heller ikke blevet sparet, da Quechee River løber lige igennem den. Men familiens hus var heldigvis ikke blevet ramt overhovedet. Det samme kunne man dog ikke sige om resten af byen; vandet i floden var blevet forurenet, da oversvømmelsen havde revet en hel trailerpark med sig, så folk havde ikke rent drikkevand. Nogle steder i Vermont, hvor vandmægderne havde havde ødelagt vejene og afskåret befolkningerne fra indkøbsmuligheder, fløj National Guard helikoptere ud med rent vand og mad. Men udover vandmangel led folk inde i byen også under mangel på elektricitet, og stort set alle butikker og hoteller blev nødt til at lukke pga. mangel på rent vand og el samt vandskader. Og den baghave, som vi få dage forinden havde siddet i og spist vandmelon, mens vi legede i floden, der løb lige bag den, var væk. Intet grønt at se - kun huset stod tilbage.
Her kommer nogle billeder fra byen (de er taget fra bilen den dag, vi forlod stedet, så kvaliteten er ikke den bedste, men forhåbentlig god nok!):
Lidt svært at se, måske, men læg mærke til hvordan alle kanterne er ødelagte.
Billedet er taget fra en stålbro, som var under vand.
Store huller ved siden af vejen på den anden side af broen. I baggrunden kan I se en skoles fodboldbaner, som alle var under vand.
Farmer's Market, hvor vi handlede ind. Parkeringspladsen er revet helt op. Bygningen er forholdsvist uskadt, bortset fra vanskader.
The Vermont Standard, den lokale avis. Læg især mærke til, hvordan hele fronten af bygningen er blevet presset fremad under presset fra vandet.
Lokal virksomhed, der ligger lige ved siden af The Vermont Standard. Læg mærke til.. Alt.
Kanten af virksomheden med floden i baggrunden.
The White Cottage, en lille snackbar, hvor de skulle have usandsynligt gode is. Til venstre for den ødelagte bygning var der oprindeligt et grønt område med picnicborde og et stort klatretræ, som børnene plejede at klatre i. Træet bestod, men alt andet er væk.
Flodbredden.
Endnu et blik ned langs floden. Læg mærke til verandaen på huset samt alle stenene i kanten af floden, som førhen plejede at danne en mur langs med floden.
Det er skrækkeligt, hvad vand i sådanne mængder kan medføre. Og hvilke konsekvenser det kan have for så mange mennesker. Heldigvis kom vi alle her i familien uskadte gennem det, men det er ikke alle, der har været lige så heldige. Staten Vermont er dog allerede i fuld gang med at genopbygge alt det, der er blevet ramt, og jeg er sikker på, de nok skal komme ovenpå igen!
Vi ses igen næste gang! Dog til et lidt hyggeligere indlæg - min fødselsdag i USA, som blev fejret i flere etaper :-)
Sov godt derhjemme!
Knus herfra
